Hvad betyder tandlægens samlede prisvurdering?
Den samlede score er en enkel indikator, der hjælper dig med hurtigt at vurdere, om en kliniks priser ligger lavt, normalt eller højt i forhold til andre tandlæger. Den er lavet for at være fair, robust og let at forstå.
Hvorfor kan du stole på scoren?
- Robust mod tastefejl og enkelte ekstremt høje/lave priser. Har en tandlæge indtastet en alt for høj pris, måske ved en fejl, kan det ikke undgås, at det vil påvirke denne tandlæges score. Men vi bruger medianen og percentiler/fraktiler i stedet for gennemsnittet, så enkelte afvigere ikke skubber helheden. Det vil sige at disse tandlæger ikke påvirker de andre tandlægers score. Med andre ord: At bruge medianen i stedet for gennemsnittet gør, at scoringssystemet ikke bliver påvirket af outliers og tastefejl.
- Tager højde for spredning i markedet. Når priser naturligt varierer, sørger scoren for, at “normale” udsving ikke fylder for meget, mens usædvanlige prisniveauer tydeligt afspejles ved en højere eller lavere samlet score.
- Tager højde for mangelfulde data. Der kan kun opnås en høj score, når tandlægen har givet tilstrækkeligt med prisoplysninger til, at der kan foretages en ordentlig vurdering. Har tandlægen kun givet prisinformation på en enkelt ydelse vil det tælle ned, så det ikke skævvrider vurderingen af denne tandlæge, hvis der er en enkelt god pris, men øvrige priser ikke er oplyst.
- Opdates automatisk. Tallene på denne side bygger på tal direkte leveret af sundhed.dk. Vi opdaterer automatisk, når der kommer nye priser. Eventuelle fejltastninger bør oplyses til den enkelte tandlæge.
Hvordan bør du bruge scoren?
Som et hurtigt overblik
Scoren er god til at få et førstehåndsindtryk af, hvor prisniveauet ligger for en klinik i forhold til markedet for tandlæger generelt, eller for bestemte behandlinger.
Indhent selv flere detaljer fra klinikken
Brug helst scoren sammen med de enkelte prisoplysninger og klinikkens beskrivelser. Det giver det mest nuancerede beslutningsgrundlag for din behandling.
Ikke en kvalitetsdom
Scoren handler om pris og markedssammenligning, ikke om faglig kvalitet, service eller patientoplevelser.
Se efter konsistens
Kig efter mønstre på tværs af behandlinger. En stabil score på tværs kan være et tegn på et gennemgående prisniveau.